Mest om kræft og lidt om “resten”

Det er nu cirka 2,5 måned siden, at min verden blev vendt på hovedet, og ord som “kemoterapi”, “mammografi” og “onkologi” blev en fast del af mit hverdagssprog.

Min mor har brystkræft. En stor, ondartet knude på 10 cm i diameter og i stadie III. Dog lyder dommen indtil videre heldigvis på behandling, om end en ordentlig omgang af slagsen.

8 kemobehandlinger efterfulgt af operation i en størrelsesorden, vi først kender, når vi når dertil. Derefter 25(!) gange strålebehandling over fem uger. Og det er vel at mærke kun, hvis alt går som planlagt, hvilket jeg næsten ikke tør håbe på…

I dag har hun fået kemobehandling nr. 4, så det går stærkt, og det er rart at føle, at “vi” gør noget. Hun har været hårdt ramt af kvalme det første stykke tid efter behandlingerne og af konstant udmattelse. Det er skidehårdt – mest af alt for hende, naturligvis, men også at være vidne til, når man ikke kan gøre andet end at være der (og hooke hende op til store mængder tidsfordriv i form af HBO og Netflix).

Selv har jeg efterhånden nogenlunde vænnet mig til situationen. Affundet (ikke accepteret) mig med, at det er sådan, tingene er lige nu. Jeg har det bedst, når jeg er på arbejde, hvor jeg for det meste kan koncentrere mig om noget andet og få noget fra hånden. Og så selvfølgelig når jeg er sammen med min mor, hvor de farverige gange og utallige elevatorer på Herlev Hospital nærmest er blevet vores nye tilholdssted.

I de sidste to uger har jeg haft sommerferie. Sammen med min mor, lillebror og endnu et par familiemedlemmer har jeg været en uge i sommerhus. Det var skønt i den forstand, at vi for alvor havde tid til bare at være sammen – noget, jeg tror, at alle kræftramte familier har mere brug for, end de nogensinde kan have forestillet sig, før sygdommens indtog. Samtidig var det også enormt hårdt, da jeg for alvor kunne se og mærke, hvor hårdt kemoen tager på min mor, selv i hendes “raske” uger.

Selvom det næsten ikke er til at se i dette indlæg, prøver jeg på ikke at lade kræften overskygge alt. Det er vigtigt for mig (og min mor), at jeg kan passe mit arbejde og nyde alle de sjove og skønne oplevelser, der heldigvis ikke behøver at forsvinde, bare fordi en sygdom maser sig på. Derfor gør det mig glad at tænke på, at min sommerferie også har set sådan her ud:

Jeg håber, at I nyder sommeren! Det vil jeg i hvert fald prøve fortsat at gøre <3

4 meninger om “Mest om kræft og lidt om “resten””

  1. Usch…. Det er frygtelig hårdt for den ramte MEN jeg ved af erfaring (desværre) også hvor hårdt det er for pårørende (har selv været der med min egen mand) Jeg føler med dig Mathilde og ønsker dig og dine nærmeste alt held og lykke, håber inderligt at i kommer ud på den anden side med skriget af: VI VANDT OVER CANCEREN!

    Husk at få snakket om det med andre end de nærmeste, ikke blot holde din frustration tilbage – blot et råd. 🙂

    Kh Louise
    http://bylouise.dk

    1. Tusind tak for din besked! <3

      Jeg er ked af at høre, at du har været gennem noget lignende med din mand – håber, at han har det godt i dag? I hvert fald er det rigtig rart at høre fra andre, der selv har prøvet at stå som pårørende til en kræftpatient. Især fordi langt de fleste heldigvis kan fortælle positive historier om folk, der er blevet fri for sygdommen.

      Du kan tro, jeg også glæder mig til den dag, når det hele er overstået. For den SKAL bare komme – andet er simpelthen ikke en mulighed.

      Og tak for rådet om også at snakke det hele igennem med nogle, der ikke selv står begravet i det. Man får nemt lukket sig inde i en lille boble, fordi det fylder så meget.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *