Boganbefaling til kræftpatienter og pårørende

Da jeg forleden dag var på besøg hos min mor, som jo er ramt af brystkræft, viste hun mig nogle bøger, hun netop havde lånt på biblioteket. Især en af dem fik hendes ansigt til at lyse op, selvom hun ikke havde læst nogle af bøgerne endnu. Bogen var stand up-komikeren Geos “Ikk’ for sjov – om kemo og comedy”, og grunden til min mors begejstring var et billede af en skål frosne ærter.

Bogen handler om, hvordan Geo først fik konstateret (og behandlet) testikelkræft og senere fik diagnosticeret en spredning af kræften til den ene lunge med en hård omgang kemobehandling til følge. Netop som i min mors tilfælde, oplevede Geo blandt andet et voldsomt madlede. Appetitten forsvandt, og når den endelig dukkede op i små glimt var det i en underlig parallel-form, der kun cravede ting som lakridser, chokolade og altså frosne ærter.

Og aldrig har jeg set nogens tænder løbe i vand, som da min mor “opdagede” denne gyldne kemo-opskrift! I det øjeblik var der intet, hun havde mere lyst til i verden end frosne ærter. Og så var der altså ikke andet for end at læse resten af bogen for at finde ud af, hvilke andre gode tips og historier ham Geo kunne byde på…

Udover ærtebilledet er “Ikk’ for sjov” en bog med en masse gode, ærlige og sjove betragtninger af det fuldstændig vanvittige, hårde og til tider tragikomiske forløb, man går igennem, når man selv eller en af ens nærmeste bliver ramt af kræft. Geo beskriver blandt andet, hvordan kroppen nærmest fra den ene dag til den anden bliver fuldstændig ødelagt af kemoen, så man forvandles fra et menneske med livsglæde og overskud til at være deprimeret og dårligt have overskud til at rejse sig fra sofaen – eller endnu værre: ikke at have overskud til at tale med sin egen kone eller datter.

Og vigtigst af alt formår Geo at fortælle hele sin historie på en måde, som er relevant for læseren uden at komme til at virke bedrevidende eller overfladisk, som det ellers ofte godt kan komme til at lyde som, når folk fortæller deres “Jeg kender også en, der har haft kræft!”-historier… Selvom det er i den bedste mening.

Derudover er det naturligvis skønt at læse, hvordan Geo til sidst afslutter sin behandling og langsomt vinder sin styrke og sit livsmod tilbage. Det kan godt være svært at se en ende på forløbet, når man som min mor (og jeg som pårørende) står midt i det hele, så det er rart at få beskrevet, hvordan en anden har stået i samme situation og har klaret den, selvom det så virkelig sort ud.

I løbet af bogen deler Geos kone, Chrstiane, desuden ud af små dagbogsglimt, som jeg virkelig kunne relatere til som pårørende. Hun skriver blandt andet, hvordan det “at være pårørende til en kræftpatient er som at holde vejret i lang tid under vand”, og det er virkelig en rammende beskrivelse.

Jeg færdiggjorde bogen på under et døgn og sad bagefter tilbage med en følelse af total udmattelse. Jeg havde jo lige gennemlevet hele Geos kræftforløb på under 24 timer! Derudover blev jeg ramt af et akut behov for at besøge min mor – naturligvis med en pose frosne ærter under armen 😉

Jeg har svært ved at vurdere, om bogen rammer lige så hårdt, hvis man skulle være så heldig ikke at have haft en kræftsygdom inde på livet, men jeg kan i hvert fald kun anbefale den, hvis man har! Det var ikke en kilde, jeg overhovedet havde forventet at skulle få gavn og trøst af, men det fik jeg virkelig, og jeg sætter stor pris på, at Geo har kunnet finde overskud til at fortælle (og dermed gennemleve) sin historie.

Læs mere om bogen på GeoComedy.dk eller gør som jeg og lån bogen med det samme på eReolen.dk!

(Dette er ikke sponsoreret, men blot en oprigtig anbefaling 🙂 )

Mest om kræft og lidt om “resten”

Det er nu cirka 2,5 måned siden, at min verden blev vendt på hovedet, og ord som “kemoterapi”, “mammografi” og “onkologi” blev en fast del af mit hverdagssprog.

Min mor har brystkræft. En stor, ondartet knude på 10 cm i diameter og i stadie III. Dog lyder dommen indtil videre heldigvis på behandling, om end en ordentlig omgang af slagsen.

8 kemobehandlinger efterfulgt af operation i en størrelsesorden, vi først kender, når vi når dertil. Derefter 25(!) gange strålebehandling over fem uger. Og det er vel at mærke kun, hvis alt går som planlagt, hvilket jeg næsten ikke tør håbe på…

I dag har hun fået kemobehandling nr. 4, så det går stærkt, og det er rart at føle, at “vi” gør noget. Hun har været hårdt ramt af kvalme det første stykke tid efter behandlingerne og af konstant udmattelse. Det er skidehårdt – mest af alt for hende, naturligvis, men også at være vidne til, når man ikke kan gøre andet end at være der (og hooke hende op til store mængder tidsfordriv i form af HBO og Netflix).

Selv har jeg efterhånden nogenlunde vænnet mig til situationen. Affundet (ikke accepteret) mig med, at det er sådan, tingene er lige nu. Jeg har det bedst, når jeg er på arbejde, hvor jeg for det meste kan koncentrere mig om noget andet og få noget fra hånden. Og så selvfølgelig når jeg er sammen med min mor, hvor de farverige gange og utallige elevatorer på Herlev Hospital nærmest er blevet vores nye tilholdssted.

I de sidste to uger har jeg haft sommerferie. Sammen med min mor, lillebror og endnu et par familiemedlemmer har jeg været en uge i sommerhus. Det var skønt i den forstand, at vi for alvor havde tid til bare at være sammen – noget, jeg tror, at alle kræftramte familier har mere brug for, end de nogensinde kan have forestillet sig, før sygdommens indtog. Samtidig var det også enormt hårdt, da jeg for alvor kunne se og mærke, hvor hårdt kemoen tager på min mor, selv i hendes “raske” uger.

Selvom det næsten ikke er til at se i dette indlæg, prøver jeg på ikke at lade kræften overskygge alt. Det er vigtigt for mig (og min mor), at jeg kan passe mit arbejde og nyde alle de sjove og skønne oplevelser, der heldigvis ikke behøver at forsvinde, bare fordi en sygdom maser sig på. Derfor gør det mig glad at tænke på, at min sommerferie også har set sådan her ud:

Jeg håber, at I nyder sommeren! Det vil jeg i hvert fald prøve fortsat at gøre <3